Tidslinie

Fra vision til virkelighed

Skridt for skridt tager Århus’ nye maritime bydel form. De første mange år handlede mest om at få det omfattende beslutnings- og planlægningsarbejde på plads, men fra 2007, hvor de første konkrete arbejder påbegyndes, kommer der for alvor fart i skuden.

1997-2002

Tankerne bliver konkrete

Startskuddet til en egentlig planlægning for De Bynære Havnearealer lyder, da Århus Byråd i december 1997 vedtager masterplanen for Århus Havns udvidelse.

Åben idékonkurrence
Århus Kommune afholder i 1999 en åben byplan-idékonkurrence om ny anvendelse af havnearealerne nær centrum. Der kommer ca. 150 forslag, heraf mange fra udlandet. Dommerkomitéen giver 1. præmien til et forslag af Knud Fladeland Nielsen og Peer Teglgaard Jeppesen.

Strategien udformes
På baggrund af blandt andet vinderforslaget i byplan-idékonkurrencen og den efterfølgende offentlige debat vedtager Århus Byråd Kommuneplan 2001. Den beskriver intentionerne og strategierne for den fremtidige omdannelse og anvendelse af De Bynære Havnearealer. Samtidig udarbejder kommunen en Handlingsplan for De Bynære Havnearealer.
Luftfoto af Nordhavnen i Århus
2003 – 2006

Planlægning i stor stil

Århus Byråd præsenterer en helhedsplan for De Bynære Havnearealer. Helhedsplanen er en opfølgning på intentioner og strategier fra Kommuneplan 2001.

Havneformål udfases gradvist
I 2005 indgår Århus Kommune en aftale med Århus Havn om at overtage De Bynære Havnearealer. Aftalen indebærer, at Århus Kommune over en årrække køber og overtager arealerne etapevis i takt med, at de frigøres fra havneformål.
Byrådet vedtager samme år en Kvalitetshåndbog for De Bynære Havnearealer. Heri er de overordnede visioner og rammer for omdannelsen af De Bynære Havnearealer fastlagt.

Lystbådehavn får nye rammer
Århus Kommune køber i 2006 Fiskeri-, Træskibs- og Lystbådehavnen af Århus Havn. Dette sker med henblik på at bevare det eksisterende miljø og skabe nye anvendelser, der sikrer en stærk sammenhæng mellem fritidsaktiviteterne på Lystbådehavnen og den nye bydel på Nordhavnen.
De første arealer på Pier 4 på Nordhavnen sættes til salg i offentligt udbud i 2006.
Foto af Århus Lystbådehavn
2007

Pier 4 ryddes for containere

Århus Kommune overtager første etape på ca. 240.000 kvadratmeter på Pier 4. Danmarks største containerterminal flytter ”på en nat” fra Pier 4 til en ny terminal på Østhavnen.

De første byggerier besluttes
Århus Kommune udpeger Light*house konsortiet og Z-Huset som køber af henholdsvis 1. og 2. udbudsrunde.

Omfattende samarbejde med Realdania
Realdania tilbyder at investere over 600 mio. kroner i Århus´ nye havnefront. Realdania indgår et samarbejde med Århus Kommune om projektet ”Inderhavnen i Århus – Byens nye centrale rum”. Projektet omfatter opførelsen af Multimediehuset (fremtidens hovedbibliotek), åbningen af den sidste del af Århus Å og etableringen af byens nye centrale havnebyrum, som spænder fra å-udløbet til Nørreport.

Samme år skydes en arkitektkonkurrence om Multimediehuset og Århus´ nye havnebyrum i gang.

Kysten forberedes på fremtiden
Århus Kommune udfører desuden et omfattende kystsikringsarbejde rundt om Pier 4 på Nordhavnen. Stenhaver anlægges under vandoverfladen for at bryde bølgerne. Og molerne forhøjes, så området er forberedt på vandstandsstigningen i verdenshavene de kommende 100 år. Øverst på kystsikringen etableres et offentligt promenadeforløb.

Foto af spunsning af kanal
2008

Spaden er sat i jorden

Isbjerget og SHiP udpeget
Århus Kommune udpeger konsortierne bag projekterne Isbjerget og SHiP som køber af hhv. 3. og 4. udbudsrunde.

Første spadestik
18. juni stikker konsortiet bag Z-Huset som de første byggeri spaden i jorden, og De Bynære Havnearealer går fra vision til virkelighed.

Nyt videnscenter for energi
Århus Kommune indgår en rammeaftale med Ingeniørhøjskolen i Århus, Maskinmesterskolen i Århus og Incuba Science Park om salg af Den nordlige bastion til et videns- og innovationsmiljø for energi.

Se oversigtskort
Foto fra 1. spadestik på Z-Huset
2009

Nørreportkrydset færdigt

Schmidt, Hammer, Lassen architects og Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue vinder arkitektkonkurrencen om Multimediehuset og Århus´ nye havnebyrum i marts 2009.

Det er også i 2009, at anlægsarbejderne ved Nørreportkrydset færdiggøres. Krydset bliver hovedadgangsvej til den nye bydel på Nordhavnen.


Se oversigtskort
3D illustration af Nørreportkrydset
2011

Klar til beboelse

I løbet af 2011 er det planen, at det første færdige byggeri på De Bynære Havnearealer bliver en realitet, når bydelens første beboere flytter ind i Z-Huset. Samtidig er Jette Tikøbs Plads nord for Z-Huset færdigindrettet.

Byggeriet af Multimediehuset på Den sydlige bastion og Navitas Park på Den nordlige bastion går i gang.

Se oversigtskort
3D illustration af stue og terrasse i Z-huset
2014

To bastioner byder indenfor

På Bation Nord slår Navitas Park dørene op til et byggeri med faciliteter for uddannelse, forskning, udvikling og iværksætteri samt et offenligt parkeringsanlæg. Ingeniørhøjskolen i Århus, Århus Maskinmesterskole og INCUBA Science Park har her aftalt at etablere et fælles byggeri, hvor forkserparkdelen etableres som et innovationscenter for energi.

På Bastion Syd åbner byens nye hovedbibliotek, Multimediehuset, og her etableres "byens gulv" - et topmoderne ankomstområde for biler, letbane mv.

Mellem de to bastioner på hver ca. 35.000 kvm. etableres en havneplads af hidtil uset skala, som står færdig ultimo 2015.

Se oversigtskort
3D illustration af Multimediehuset