Et Z tager form ved vandkanten

Byggeriet af Z-huset er i fuld gang. Det enorme projekt vil rumme både boliger og erhverv med en smuk beliggenhed lige ved Århus-bugten. Huset skal spille en central rolle for den aktivitet og atmosfære, der skal præge De Bynære Havnearealer.

05-01-2009
– Det er en fantastisk oplevelse at være med til sådan et projekt. At følge det fra tegnebræt til realitet og se, at der nu sker noget, er virkelig spændende.
Mogens Sønderup, administrerende direktør i Marselis Ejendomme og Z-huset, deler gerne sin begejstring over, at byggeriet af det storstilede projekt, Z-huset, for alvor er kommet i gang. Siden sommeren 2008 har bygningsarbejdere udgravet og støbt den enorme parkeringskælder, der forventes færdig medio 2009.

Udsigt over bugten
I løbet af sommeren 2009 begynder byggeriet over jorden. Det skal ende med 14.000 kvadratmeter erhvervslejemål og 11.000 kvadratmeter fordelt på 73 boliger. Alle får altan eller terrasse, og de fleste beboere vil have udsigt over Århus-bugten, der ligger ganske få meter fra Z-huset.
– Z-huset vil spille en central rolle på De Bynære Havnearealer og være et ansigt ud mod vandet og ind mod byen, siger Mogens Sønderup.

Et skrånende Z
Byggeriet har fået sit navn efter udformningen som et skrånende Z, der trapper op og ned mellem to og ti etager.
– Det er netop den visuelle form, der gør bygningen så attraktiv, siger Mogens Sønderup.
Det er de to århusianske ejendomsselskaber, Marselis Ejendomme A/S ved Mogens Sønderup, og Søgaard Ejendomme A/S ved Claus Søgaard Poulsen, der står bag byggeriet af Z-huset.

Graver dybt
Z-huset er det første af de store projekter på De Bynære Havnearealer, hvor spaden er stukket i jorden. Dybt i jorden. For at gøre plads til de 17.000 kvadratmeter parkeringskælder i to etager er der gravet et otte meter dybt hul. Betonpælene, der skal være fundament for Z-huset, stikker yderligere 18 meter ned i undergrunden. Det er astronomiske mængder jord, beton og stål, holdet bag Z-huset opererer med i byggefasen:

• 140.000 kubikmeter jord er gravet op
• 6.000 vognlæs jord er kørt væk på store lastbiler
• 16 kilometer betonpæle er sat i jorden for at støtte byggeriet
• 1.200 tons spunsvægge af stål omkranser kælderen
• 500 vognlæs beton i store cementkanoner er leveret – alene til gulvet i nederste kælderetage
Byggegruben til Z-huset anlægges
Et område med aktivitet
En del af Z-husets 73 boliger, der har et areal på mellem 69 og 265 kvadratmeter, er reserveret. Boligerne skal efter planen stå klar til indflytning omkring årsskiftet 2010/2011. Desuden er der allerede udlejet en del til erhverv. Blandt andet vil Z-huset rumme et nyt privathospital, og restauranter og caféer vil tilføre hele området aktivitet og atmosfære.
Før århusianerne kan nyde området og udsigten over bugten og Riis Skov, venter der dog et par års hårdt arbejde for de 700-800 håndværkere, der skal være med til at skabe det exceptionelle Z ved vandkanten.

Læs mere om Z-huset