Bydelen ved havet går feminine veje

Århus får sit første kvindelige kvarter placeret på De Bynære Havnearealer.

14-01-2009
11 nye veje på De Bynære Havnearealer er navngivet efter kvindelige forbilleder. Dermed tredobler smilets by næsten antallet af gader, veje og pladser, der bærer kvindenavne.

Hun-kvarter
Den sædvanlige faste kurs mod at opkalde vejnavne efter mænd er sat om i byens maritime pusterum. I forlængelse af god sejlerskik udgør de 11 nye veje, der er opkaldt efter betydelige danske kvinder, nu et samlet område med en feminin fællesnævner ud mod havet.

Opbakning
Flere borgere har indsendt forslag til kvindelige vejnavne, og Århus Kommunes ligestillingsudvalg har haft forskellige kandidater i spil. Ligestillingsudvalget under Socialdemokraterne i Århus, Dagmars Døtre, har også arbejdet aktivt på, at kvinde-kvarteret blev sat i søen.

Prominente århusianerinder
Vejnavnenes ophav tæller både politikere, kvindesagsforkæmpere, skoleledere og forskere. Og faktisk blev der også plads til en enkelt mand på dæk: Bernhardt Jensen, mangeårig socialdemokratisk borgmester i Århus, lægger navn til kvarterets gennemgående boulevard. Se oversigtskortet for De Bynære Havnearealer og skitsen over de nye vejnavnes placering.


Tre af kvinderne bag vejnavnene:

Dagmar Petersens Gade
Dagmar Petersen (1868-1951) var korrekturlæser ved ”Demokraten i Århus” og blev i 1909 valgt som Århus første kvindelige byrådsmedlem, hvor hun sad indtil 1913. Udvalget ”Dagmars Døtre” under Socialdemokraterne i Århus er opkaldt efter Dagmar Petersen.

Inge Lehmanns Gade
Inge Lehmann (1888-1993) tog magisterkonferens i geodæsi (videnskab om jordens form og størrelse) i 1928 som en af de første danskere. Samme år blev hun statsgeodæt og chef for den seismiske afdeling på Geodæisk Institut. Hun fik en lang, internationale karriere med snesevis af hædersbevisninger, bl.a. æresdoktorgrad fra Columbia University samt American Geophysical Unions indstiftning af Inge Lehmann Medal i 1996.

Helga Pedersens Gade
Helga Pedersen (1911-1980) var cand. jur. og justitsminister (V) 1950-1953. Som den anden kvinde i Danmark blev hun højesteretsdommer i 1964, og Helga Pedersen blev i 1971 den første kvindelige dommer ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. I 1951 blev hun den første kvindelige kommandør af Dannebrogsordenen, og i 1976 blev hun kommandør af 1. grad.
Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger (1876-1957), bedre kendt som Thit Jensen, var i sin samtid en omdiskuteret forfatter, foredragsholder og ligestillingsforkæmper. Hun stiftede blandt andet Foreningen for Sexuel Oplysning og Frivilligt Moderskab. Thit Jensen, hvis bror i øvrigt er nobelprismodtager Johannes V. Jensen, fik i 1949 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og blev ridder af Dannebrogsordenen i 1954.
Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger (1876-1957), bedre kendt som Thit Jensen, var i sin samtid en omdiskuteret forfatter, foredragsholder og ligestillingsforkæmper. Nu får hun sin egen gade på De Bynære Havnearealer sammen med en række andre, fremtrædende kvinder fra Danmarkshistorien.