Multimediehuset

Byens hjerte for viden og kultur

Med Multimediehuset får århusianerne et helt nyt og fremtidssikret hovedbibliotek med fri og lige adgang til viden og kultur.

En medieverden i konstant udvikling stiller store krav til et moderne mediehus. Derfor skal Århus’ nye mediecentrum være et rummeligt og fleksibelt hus med plads til de nyeste medieformer og informationsteknologier. Men bygningen skal ikke kun give udvidede muligheder for udlån af bøger, musik, film og multimedier; ligeså centralt er det, at huset har gode rammer for opholds- og oplevelsesdimensioner, fordybelse og læring.

Et naturligt mødested
Multimediehuset kommer til at ligge på De Bynære Havnearealers sydlige bastion netop der, hvor Århus Å flyder ud i havet. Husets placering midt på det nye, centrale havnetorv gør det til et attraktivt samlingssted for kommunens borgere og besøgende – og til et sted, hvor mulighederne for oplevelse og viden er let tilgængelige for både børn og voksne.

Bibliotek og Borgerservice i ét hus
Biblioteket er husets kerne, men Multimediehuset vil foruden Borgerservice også blive hjemsted for andre aktører, der kan styrke Multimediehuset som naturligt krydsfelt for viden, vækst og udvikling.

Del af byens nye centrale havnebyrum
Multimediehuset åbner i 2014. Det indgår som en del af et større projekt, der også indbefatter åbningen af den sidste del af Århus Å samt byens nye centrale havneplads, som spænder fra å-udløbet til området ved Nørreport. Realdania er med et bidrag på over 600 millioner kroner en væsentlig bidragsgiver til projektet.

Se en film og flere billeder af Multimedihuset på projektets egen hjemmeside www.multimediehuset.dk