Visionen
De Bynære Havnearealer skal være et levende centrum – for alle. Et rum, hvor der både er plads til at mærke byens puls og nyde de rekreative områder.
En levende, alsidig og attraktiv bydel. Et byrum på kanten af bugten, der kan markere Aarhus nationalt og internationalt. En sammensmeltning af erhverv, boliger, kultur og rekreative oaser, som aarhusianerne kan være stolte af. Det er visionen for De Bynære Havnearealer.
By, bugt, befolkning
Visionen hviler på to grundelementer. Dels udviklingen af nye, store havnepladser langs med inderhavnen, som forbinder byen med bugten. Kajkanten bygges om, så der skabes et større vandbassin. Pladserne, som strækker sig fra Nørreport til åens udløb, bliver indrettet til aktivitet. Havnepladserne bliver omgivet af Navitas og Multimediehuset med bl.a. uddannelsesinstitutioner og hovedbibliotek, som vil få det til at summe af liv på denne del af havnen.
Visionens andet grundelement er en promenadestrækning, den såkaldte rekreative forbindelse, som markerer byens oprindelige kystlinie. Her vil du kunne bevæge dig til fods eller på cykel, langs vand og væk fra trafikken, hele vejen fra Riis Skov i nord til Marselisborgskovene i syd.
Mangfoldighed i boligmassen har også stor prioritet. Derfor har byrådet besluttet, at 25% af boligerne i første udbudsetape bliver almene. Den nye bydel får en tidssvarende infrastruktur af høj kvalitet, og den kollektive trafikbetjening bliver en attraktiv og naturlig forbindelse til og fra bydelen. Alle bygninger opføres som lavenergihuse som en del af byens strategi om at blive CO2-neutral inden 2030.